Blogindlæg fra Per: Prisstigninger på et .dk-domæne

Prisen på .dk-domæner stiger

Har du .dk-domæne hos DK Hostmaster? Så har jeg lidt nyheder til dig vedrørende nye prisreguleringer, der træder i kraft lige om lidt.

Pr. 1. april 2023 ændrer DK Hostmaster periodegebyret på et .dk-domænenavn fra kr. 60,- til kr. 70,- (inkl. moms) pr. år. Det er vigtigt at have for øje at .dk-domænenavne faktureres 45 dage i forvejen, og dermed kan du rent faktisk godt modtage en faktura med den nye pris allerede fra midten af februar.

Det er dog ikke det eneste gebyr, der er genstand for prisstigning. 

Nedenstående gebyrer hos DK Hostmaster reguleres ligeledes fra samme dato

  • Overdragelsesgebyr stiger fra kr. 60,- til kr. 70,- (inkl. moms).
  • Opsigelsesgebyr stiger fra kr. 70,- til kr. 81,66 (inkl. moms).
  • Gebyrer for fakturaforsendelse bortfalder (Betalingsservice, e-Boks og e-faktura). Er din betaling af dit .dk-domænenavn tilmeldt Betalingsservice, skal du ikke foretage dig yderligere i henhold til prisændringerne. Når din næste faktura skal betales, vil Betalingsservice automatisk trække det nye beløb fra din konto.
  • Derudover bortfalder muligheden for at modtage faktura per brev.

Se en samlet prisliste fra DK Hostmaster her hvor du også kan se de gamle priser sidestillet med de nye.

Flere prisstigninger? Hvorfor nu det?

Nu sidder du måske og tænker: Hvorfor nu denne prisstigning? Det er blevet dyrt nok at gå en tur med indkøbsvognen i det lokale supermarked, men i denne henseende må jeg dog pointere, at det i bund og grund primært handler om din egen sikkerhed som indehaver af en hjemmeside eller måske en webshop. Nedenfor vil jeg beskrive nogle af de fundamentale grunde, der danner basis for disse prisstigninger.  

Højere sikkerhed

Det er old news at internettet er en global legeplads for hackere, der bruger oceaner af tid på at stikke en kæp i hjulet på både private og virksomheder. I nogle tilfælde kan det have rigtig store og skadelige omkostninger for den angrebne part. DK Hostmaster arbejder intensivt og progressivt for at skabe en positiv og tryg oplevelse på internettet for dig, der har et .dk-domænenavn via DK Hostmaster.

DNSSEC

Et af elementerne, der skal være med til at blokere for phishing og andre hackerrelaterede aktiviteter, er udbredelsen af DNSSEC (Domain Name System Security Extensions). DNSSEC er en sikkerhedsservice, der findes i DNS, og som hindrer hackere i at omdirigere trafik fra din hjemmeside og overtage kontrollen af dit domænenavn. Har du ikke DNSSEC på dit domænenavn? Bare rolig, det er heldigvis ganske ligetil at aktivere. 

Har du en serviceaftale med SideWalk, kan du gratis få aktiveret DNSSEC – ellers kan vi aktivere det for dig for kr. 500 ekskl. moms.

Som en forlængelse af at prisstigningen bygger på øgede omkostninger til IT-sikkerhed, og at du fortsat skal kunne føle dig sikker overfor ”indbrudstyve” på dit domænenavn, så er prisstigningen en helt generel udvikling baseret på det generelle inflationspres i dansk økonomi.  

Gælder ikke med tilbagevirkende kraft

Har du valgt at betale år eller måneder forud for dit .dk-domænenavn, vil de nye prisændringer først træde i effekt for dig, når det er tid til at betale din næste faktura. Prisændringerne gælder med andre ord ikke med tilbagevirkende kraft. Hvis betalingen af dit .dk-domænenavn er tilmeldt Betalingsservice, skal du, som tidligere nævnt, heller ikke foretage dig yderligere i og med at Betalingsservice regulerer og trækker det nye beløb, når din næste faktura lander.   

Har du et .dk-domænenavn fra DK Hostmaster via en udbyder, kan du altid kontakte din udbyder, hvis du har spørgsmål vedrørende disse nye prisstigninger.

Jeg håber at disse informationer har været nyttige for dig, og skulle du have yderligere spørgsmål vedrørende .dk-domæner, er du altid velkommen til at kontakte mig på tlf. 42 34 74 73 eller mail [email protected].  

Per Winkel_SideWalk

De bedste hilsner

Per Winkel